En designdialog med Yonoh
I anledning af Yonoh's 20-års jubilæum besøgte vi grundlæggerne Clara del Portillo og Alex Selma i deres kreative studie i Valencia, Spanien.
Gennem nogle dage fyldt med samtaler og fælles refleksioner oplevede vi både byen og studiet, mens vi fik et indblik i deres måde at arbejde på og indfangede små øjeblikke af det univers, de skaber omkring sig.

Begyndelsen
Få et indblik i Yonoh’s begyndelse og de personer, der står bag studiet. Yonoh handler ikke kun om design, men også om Clara og Alex som mennesker og om de erfaringer og værdier, der har formet studiet gennem årene.
Når I ser tilbage, hvornår opstod jeres interesse for design og kreativitet?
Vi tror, at mange designere deler en lignende tilgang fra en tidlig alder: en konstant nysgerrighed efter at observere deres omgivelser og et naturligt behov, for at fortolke verden på deres egen måde. Med tiden blev vi bevidste om, at et af de mest definerende træk ved et kreativt sind er impulsen til at afvige fra den mest oplagte vej. Selv når man kender den mest direkte rute, vælger man ofte en anden, blot for at opdage og opleve noget nyt og se tingene fra et andet perspektiv. Den måde at forstå verden på, har været en del af os fra begyndelsen.
Var der et øjeblik, et sted, en person eller en følelse, der fik jer til at tænke: det er det, jeg vil dedikere mit liv til?
Alex: I mit tilfælde var det næsten et spørgsmål om skæbne. Allerede fra en meget tidlig alder vidste jeg, at jeg ville ende i et kreativt og teknisk miljø. Det kunne have været arkitektur eller billedkunst, men industrielt design dukkede op på det præcis rette tidspunkt og forbandt det kunstneriske og det tekniske på en meget naturlig måde for mig.
I starten studerede jeg uden en klar retning, men jeg husker tydeligt en dag på mit sidste år, hvor jeg sad i bilen og indså, at jeg måtte tage stilling til, hvad jeg ville med min fremtid. Det var der, jeg traf en meget bevidst beslutning: at åbne mit eget produkt designstudie. Fra det øjeblik gav alting mening, og selvom vejen ikke var let, var jeg fuldt engageret i det livsprojekt.
Hvordan krydsede jeres veje, og hvad førte til, at I skabte Yonoh sammen?
Vi mødtes i 2004 på en udstilling for unge designere. På det tidspunkt havde vi hver vores personlige projekter, men samarbejdet opstod helt naturligt. To år senere besluttede vi at tage skridtet og grundlægge Yonoh sammen. Tyve år er gået siden da, og vi er her stadig sammen.
Hvad var drømmen dengang?
Det var meget enkelt: at dedikere os til produktdesign og leve af det. På det tidspunkt havde Valencia en stærk møbelindustri. Det gav os mulighed for at starte, lære og udvikle os professionelt.Med krisen i 2008 forsvandt mange af de virksomheder, men vi vil altid være taknemmelige for dem, der lod os lære helt fra bunden. De lærte os at være kreative med meget lidt, hvilket i høj grad har præget vores måde at arbejde på.
Når I tænker tilbage på de tidlige år i studiet, hvad står så mest klart for jer?
Hvor svært det var at komme i gang og opretholde troen på sig selv. Selv i et aktivt designmiljø var det ikke let for virksomheder at have tillid til to unge designere.
De første år var en øvelse i vedholdenhed: at holde fast i passion og entusiasme og blive ved med at insistere. Den periode varede længere end vi havde forventet, men den formede os, og den er stadig et af de mest definerende kapitler i vores historie.
Hvad lærte I af de tidlige år?
Frem for alt lærte vi aldrig at miste begejstringen for vores arbejde. Den tilgang blev en del af vores DNA og er heldigvis stadig til stede i dag.
Vi lærte også at få mest muligt ud af meget begrænsede ressourcer. Vi arbejdede med virksomheder, der producerede træmøbler på en meget enkel måde, uden avanceret teknologi. Det tvang os til virkelig at forstå hver produktionsproces og de reelle kapabiliteter hos hver producent og at designe derefter.
Kan I pege på et projekt eller et øjeblik, der var med til at definere Yonoh?
Det er svært kun at vælge ét, men vores første store vendepunkt var en parasol designet til et outdoor-brand. Projektet gav os mulighed for at arbejde med aluminium for første gang og udforske et mere teknisk formsprog.
Parasollen modtog flere priser. Det var i det øjeblik, hvor vi følte, at vores arbejde begyndte at blive anerkendt. Ikke så meget på grund af medieeksponeringen, men fordi det gav os styrken til at fortsætte med at forfølge vores drøm.


Yonoh i dag
Et studie formet af erfaring, hvor processen i dag er mere direkte og raffineret, men hvor den grundlæggende tilgang til design stadig er den samme.
Hvordan vil I beskrive Yonoh i dag sammenlignet med da, I startede?
Grundlæggende er vi helt de samme. Den største forskel er erfaring. I dag har vi en klarere forståelse af, hvad vi vil, og hvordan vi vil gøre det. Men vores personlighed og tilgang til projekter er uændret. Vi arbejder stadig med den samme nysgerrighed, dedikation og personlige involvering, som vi gjorde fra begyndelsen.
Hvad har ændret sig, og hvad er forblevet det samme?
Det vigtigste, der er forblevet, er, at vi stadig er to kreative, der arbejder tæt og personligt på hvert eneste projekt. Vi har besluttet, at vi ikke vil vokse som studie, så vi fortsat selv kan designe hvert produkt. Vi har aldrig ønsket at blive chefer eller CEOs. Vi vil blive ved med at være designere.
Det som har ændret sig, er vores modenhed og selvtillid, som kun kommer med tiden. Det giver os mulighed for at arbejde mere effektivt og med præcision. Det, der tidligere krævede en lang proces, er i dag mere direkte og raffineret.
Når I skaber et nyt produkt, hvem forestiller I jer så, der skal leve med det?
Det første filter er altid os selv. Vi spørger, om vi selv vil have produktet i vores liv, om vi vil bruge det, og om vi vil have glæde af det. Selv når designet ikke er tiltænkt en hjemlig kontekst, er spørgsmålet det samme: vil jeg leve med designet?
Samtidig har vi altid virksomheden, vi designer for i tankerne. Hvordan arbejder de, hvad er deres identitet, og hvem de henvender sig til. Vi lægger stor vægt på at lytte til vores kunder, da de kender deres behov bedst.
Hvordan har jeres tilgang til møbeldesign udviklet sig gennem årene? Føler I jer mere intuitive, mere sikre eller mere åbne end før?
Vi har altid haft tillid til vores egen dømmekraft. Forskellen er, at i begyndelsen var det sværere for virksomheder at have tillid til os. I den forstand er vi stadig de samme.
Vi går til hvert projekt, uanset størrelse, med samme entusiasme og engagement. Vi udvikler hvert design ud fra vores idealer. Nogle gange bevæger vi os lidt fra det oprindelige brief, for at finde den bedst mulige løsning. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke, men det er den eneste måde, vi kan arbejde på.
Hvad håber I, at folk føler, når de lever med et af jeres designs?
For os er det nok, at folk nyder objektet. Det behøver ikke at være deres yndlingsmøbel eller et ikonisk design. Hvis det opfylder sin funktion på en sober, ærlig og langtidsholdbar måde, er vi tilfredse.
Vi er ikke interesserede i at skabe kunstobjekter, men i at designe produkter, der er skabt til at holde. Objekter, der ideelt set kan gives videre fra forældre til børn. Den tanke begejstrer os særligt.


Inspiration
Inspirationen bag Yonoh’s kreative idéer opstår i mødet med omgivelserne og gennem en vedvarende nysgerrighed på form, funktion og detaljer i hverdagen.
Søger I aktivt inspiration, eller opstår den undervejs?
Det meste af tiden opstår den undervejs. For os handler det om at arbejde og tegne meget. Over tid opbygger man et særligt slags lager af idéer og koncepter, som bliver hos en og venter på det rette øjeblik. Når det rigtige projekt kommer, falder mange af disse idéer naturligt på plads, og designet tager hurtigt form.
Hvis I søger inspiration, hvor finder I den så typisk?
Primært gennem observation. Som regel har man et brief i tankerne og begynder at reflektere over den, altid med en notesbog og en kuglepen i nærheden. Gnisten kan opstå når som helst: i mødet med arkitektur, i naturen, under rejser eller i små hverdags detaljer.
Det er noget, man kan træne. Det slipper ikke op. Jo mere man øver det, desto lettere bliver det at finde de forbindelser.
Hvad inspirerer jer lige nu?
Lige nu finder vi meget inspiration i arkitektur, både formmæssigt og strukturelt. Vi er særligt optagede af, hvordan store konstruktive systemer er løst, og hvordan disse principper kan oversættes til mindre objekter.
Er der bestemte designbevægelser eller -perioder, der påvirker jer?
Vi føler os ikke bundet til en bestemt periode eller bevægelse. Det er vi interesserede i for mange ting til. I studiet arbejder vi ofte rationelt med design og fokuserer på objekter, der er funktionelle og velafbalancerede mellem form og teknisk løsning.
Vi bliver i stigende grad tiltrukket af konstruktive detaljer, de punkter, hvor design næsten bliver usynligt, men er meget gennemtænkt. Når den tekniske løsning er velovervejet, opstår formen naturligt og bliver mere interessant.
Hvad fanger jeres opmærksomhed i jeres nuværende arbejde?
Vi er særligt interesserede i det, vi kalder smart design. Vi er ikke interesserede i at skabe skulpturer. Vi er interesserede i industrielt design, der er gennemtænkt fra inderst til yderst, ud fra objektets egen logik, dets funktion, produktionsproces og reelle brug.

Fremtidsperspektiver
Et blik fremad på Yonohs udvikling og de retninger, de fortsat ønsker at udforske, hvor nye produktionsteknikker og forbedret løsninger er med til at forme deres arbejde fremadrettet.

Når I tænker på fremtiden, hvad begejstrer jer mest ved Yonoh?
Vi er begejstrede for at fortsætte ad den samme vej. At udforske nye produktionsteknikker, at skabe bedre design hver gang og at blive ved med at udvikle studiet på den måde, vi altid har gjort: langsomt og uden store spring.
Vi har virkelig nydt rejsen indtil nu og håber at fortsætte med at nyde den på samme måde i fremtiden. Altid med mål for øje og med et ønske om at blive ved med at lære.
Når I ser fremad, er der så noget, I stadig drømmer om at skabe, men endnu ikke har gjort?
At designe et ur er noget, vi virkelig gerne vil opnå. Gennem årene har vi opfyldt mange af vores ambitioner. Vi drømte engang om at designe bestik, urban belysning eller endda modulære huse, og i dag er disse projekter en del af vores udvikling. Der er altid idéer, store som små, som fortsat vækker en særlig form for begejstring.
Hvad har været vigtigst for jer for at blive ved med at designe og nyde processen gennem årene?
At se hvordan vi lidt efter lidt har formået at opnå ting, der engang føltes uden for vores rækkevidde. At designe formstøbte stole, udvikle kontormøbler med høj teknisk kompleksitet eller finde innovative løsninger, der har hjulpet produkter med at klare sig godt på markedet.
Det er den type milepæle, som tidligere virkede uopnåelige, og som vi stadig værdsætter mest. De motiverer os til at fortsætte fremad.
Hvilket råd ville I give unge designere, der drømmer om at starte deres eget studie?
Vær konsekvent og giv ikke op. Produktdesign er ikke en nem vej. I vores tilfælde tog det næsten ti år at etablere studiet. Forhåbentlig vil det tage kortere tid for andre, men vedholdenhed er afgørende.






















































