Gå til indhold

Kurv

Din kurv er tom

En designdialog med Roel Vandebeek

I forbindelse med lanceringen af Flowr vasen, rejste vi tidligere på året til Maasmechelen i Belgien for at tilbringe et par dage med designer og HIDN-medstifter Roel Vandebeek i hans studie, Dêpot des Arts.
I denne samtale dykker vi ned i idéens tilblivelse - hvor idéer opstår, hvordan de udvikler sig, og hvad der sker, når de deles. Roel Vandebeek deler sine refleksioner om de tanker, erfaringer og den nysgerrighed, der fortsat former hans arbejde. Fra udviklingen af nye designs til undervisningen af den næste generation af designere.

Idéens begyndelse

Vi starter med at lade Roel fortælle og dele sin tilgang til de tidlige stadier af designprocessen, fra den første idé til udviklingen af nye koncepter.

Alle projekter begynder et sted. Når du starter et nyt projekt, hvordan opstår den første idé typisk? Er det et materiale, en praktisk udfordring, en observation eller måske en følelse, du gerne vil udforske?
For mig begynder en idé med at analysere et spørgsmål eller en udfordring. Jeg sætter mig grundigt ind i produktets funktion, materialet, produktionen, virksomhedens DNA og den eller de personer, der er involveret. Alt det, der danner grundlag for udfordringen. Jeg forsøger at forstå alle aspekter af det, jeg arbejder med. Herfra begynder forskellige idéer at tage form, som giver mig nye retninger at udforske. For mig er det den eneste måde at nå frem til en god løsning på.

Ikke alle idéer bliver til et produkt. Hvad får dig til at beslutte, at en idé er værd at arbejde videre med? Kan du genkende det med det samme, eller bliver det først tydeligt, efterhånden som du arbejder videre med det?
Jeg starter altid med at skitsere en masse forskellige koncepter og idéer i stedet for at lægge mig fast på én retning med det samme. Nogle gange vokser en hel serie af designs ud af én enkelt idé, som jeg løbende finjusterer, mens jeg tegner. Andre gange udforsker jeg helt forskellige retninger for at se, hvilke muligheder der opstår. Gennem skitseringen bliver det gradvist tydeligere, hvilke idéer der har potentiale til at blive udviklet videre.

Når du ser tilbage på din karriere, hvad synes du så har ændret sig mest ved at være designer?
Det, der har ændret sig mest for mig, er den betydning, sociale medier har fået. Jeg gør mit bedste, men jeg er bare ikke særlig god til det, så jeg har hentet hjælp hos en anden, som kan styre det for mig.

At give idéer form

En idé har mange processer. Her fortæller Roel om, hvordan en idé tager form gennem skitsering, samarbejde og videreudvikling, samtidig med at den oprindelige idé bevares.

Med Flowr som eksempel, hvad var den oprindelige idé bag designet? Og hvad forblev det samme fra den første skitse til det færdige produkt?
I mine designs forsøger jeg altid at omsætte virksomhedens DNA til produkter, i dette tilfælde WOUDs. Da jeg designede denne vase, havde jeg derfor en bestemt kunde og samarbejdspartner i tankerne.

En anden ting er, at jeg altid forsøger at gøre så lidt som muligt for at opnå det størst mulige resultat.

For det tredje vil jeg altid gerne give mine designs en ekstra funktion, så de ikke blot er en flot form.

Og sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne overraske folk og give dem følelsen af, at de opdager noget. Jeg vil gerne have, at de tænker: “Det er da smart. Hvorfor fandt jeg ikke selv på det?”. Det synes jeg, at jeg har opnået med Flowr. 

Når du samarbejder med et brand, hvordan finder du balancen mellem at holde fast i din oprindelige idé og samtidig være åben over for nye perspektiver?
Det er et godt spørgsmål.

Jeg synes, at mine designs i høj grad afspejler, hvem jeg er. I de 30 år, jeg har arbejdet som selvstændig designer, kan man se de samme klare linjer, eftertænksomhed, humor og overraskende elementer gå igen i mit arbejde. Det er elementer, jeg helt naturligt holder fast i, også når et design udvikler sig gennem et samarbejde.

Hvordan ved du, hvornår et design er færdigt? Er der et bestemt øjeblik, hvor det hele falder på plads, eller beslutter du dig for, at det er tid til at give slip på det?
For mig begynder det med den følelse, jeg får, når jeg ved, at konceptet er rigtigt. Det sker som regel, mens jeg skitserer. Derefter begynder jeg at arbejde med 3D-modeller og prototyper. I hver fase handler det om at finde forbedringer og hele tiden finjustere for at få det bedst mulige resultat ud af den første konceptskitse. Når det hele til sidst falder på plads, får jeg med det samme følelsen af, at designet er færdigt.

At give idéer videre

Det at designe er en kreativ proces, der, efter Roels mening, konstant skal udfordres og deles. Fra undervisning af den næste generation til at udfordre vante måder at tænke på, her fortæller Roel om, hvad han håber at give videre gennem sit arbejde.

Ved siden af dit arbejde som designer har du de seneste år også undervist. Hvad holder du mest af ved at undervise? Hvad håber du, dine studerende tager med sig?
Jeg er kun på mit fjerde år som underviser, men det, jeg bedst kan lide, er at kunne inspirere og overraske de studerende med mine idéer, erfaringer, tips og tricks. Jeg opfordrer dem altid til at finde deres egen måde at designe på, som tager udgangspunkt i, hvem de selv er. Når man først har fundet sin egen unikke tilgang, kan man bruge den til at løse mange forskellige udfordringer.

Hvad motiverede dig til at skabe HIDN i første omgang? Hvorfor var det vigtigt at sætte denne samtale i gang?
Jeg skabte HIDN, fordi jeg oplevede, at vi som designere ofte går for hurtigt og for langt i vores søgen efter løsninger. Jeg var drevet af tanken om, at bæredygtighed og ansvarlighed bør tænkes ind, allerede inden man begynder at designe - og ikke først undervejs i processen.

Det fik mig til at undersøge, hvordan vi kan få mere ud af de materialer, de mennesker og de maskiner, der er med til at skabe et produkt. Altså at tænke grundigt over disse ting, før man begynder at designe. Jeg kaldte denne tilgang for Precycling.

Den her nye måde at tænke på åbner op for skjulte (HIDN) løsninger og muligheder, som kan bruges i nye designs, samtidig med at effektiviteten forbedres på flere niveauer. Det unikke visuelle designsprog, der opstår undervejs, kommer som en naturlig del af processen.

Hvilken samtale eller forandring håbede du, at det ville sætte i gang?
For mig er det vigtigt at vise, at der stadig findes andre måder at arbejde med bæredygtighed og ansvarlighed på end dem, vi allerede kender. Kreativitet er alt, hvad der skal til for at tage denne udfordring op, og det er det, jeg har forsøgt at gøre med HIDN og Precycling.

Jeg håber, at HIDN kan inspirere folk til at se på udfordringen fra en anden vinkel og indse, at kreativitet i sig selv kan føre til nye, kloge løsninger.

Hvad håber du, at unge designere lærer af projekter som HIDN?
Jeg håber, at jeg kan overbevise dem om, at et unikt og godt design kan opstå gennem en ny tilgang og en ny måde at tænke på. Som jeg nævnte tidligere, vil en ny måde at tænke på naturligt føre til nye og gode designs.

At se fremad

At arbejde med flere projekter på én gang, finde inspiration i nye steder og mennesker og bruge kreativiteten på udfordringer der rækker ud over produktdesign, er med til at holde Roels nysgerrighed i live.

Foretrækker du at arbejde med et enkelt projekt, til det er helt færdigt, før du går videre til det næste, eller udvikler flere idéer sig sideløbende?
Jeg arbejder altid med flere ting på samme tid. For mig er det meget inspirerende at arbejde med forskellige mennesker, materialer, fabrikker, kolleger og udfordringer. Jeg kan også godt lide at være på farten. Det er svært for mig at blive på kontoret i mere end en halv dag.

Derudover elsker jeg at besøge kunstudstillinger, opleve arkitektur og udforske byer. Det giver mig energi at være omgivet af forskellige steder, mennesker og indtryk.

Efter alle disse år som aktiv designer, hvad er det, der stadig gør dig nysgerrig?
Mine kreative evner bliver i stigende grad brugt på udfordringer, der har meget lidt eller slet ikke noget med produktdesign at gøre. Derfor kalder jeg mig selv problemløser. Jeg tror, at kreative mennesker stadig vil få en vigtigere rolle på grund af deres unikke måde at gå til udfordringer på. En designers kreativitet er ikke begrænset til at designe produkter; den kan bruges til at anskue og løse mange forskellige former for problemer.