En designdialog med Philip Bro
Da WOUD blev grundlagt, var Philip Bro Ludvigsen blandt de første designere, der satte sit præg på kollektionen. Hans værker var med til at definere udtrykket og pege retningen for WOUD i sin spæde begyndelse. I år markerer han sit 25-års jubilæum som selvstændig designer - samme år som hans lampedesign, Stone, fejrer 10 år.
I denne samtale ser vi tilbage på de første år, samarbejdet og den kreative proces, der stadig præger hans arbejde.

Begyndelsen
I 2015 blev Philip Bro for første gang introduceret til WOUD gennem en fælles samarbejdspartner. Et spontant møde, der siden har udviklet sig til et mangeårigt, tæt og kreativt samarbejde.
Hvordan husker du dit første møde med WOUD?
Jeg mødte WOUD for første gang på Stockholm Messen i begyndelsen af 2015. Der stod et team, som jeg oplevede som særligt entusiastiske, og som havde besluttet sig for at kaste deres hjerter, tid og sparepenge ind i en vision om at skabe deres egen, selvstændige designidentitet. Samtidig virkede de, for mig, meget professionelle og så imødekommende ud.
Hvad lagde du særligt mærke til dengang?
Fra begyndelsen var jeg optaget af den tydelige retning og det kuratoriske blik, der bandt WOUDs udtryk sammen. Jeg mærkede med det samme de gode valg, som WOUD tog med hensyn til deres første produkter, og at deres ‘art director’-kapacitet var præcis og sammenhængende. Derudover var det den åbenlyse og personlige entusiasme omkring starten af WOUD, der gjorde det største indtryk på mig.
For en designer, der ofte samarbejder med store, etablerede designhuse, hvordan var det for dig at træde ind i et helt nyt brand?
Jeg arbejder meget med etablerede, traditionsrige designhuse som Georg Jensen, Le Klint og Lyngby Porcelæn, hvor man naturligt forholder sig til deres allerede definerede, lange formgivningshistorik. Det er et selvvalgt benspænd, som er meget givende, men som også begrænser mit eget udtryk. Med et nyt brand som WOUD var der selvfølgelig en spændende, kreativ frihed til at arbejde med mere originale og personlige designs. Det var en mulighed for at arbejde med færre rammer og plads til at udforske egne idéer.

Samarbejdet
Samarbejdet mellem Philip og WOUD begyndte med en nysgerrig og ambitiøs dialog, som lagde grundlaget for en gensidig forståelse. I dag bygger relationen på tillid, kreativ udveksling og den personlige relation, hvor idéer kan udforskes åbent og ærligt.

Hvordan oplevede du samarbejdet med WOUD i den første tid? Var der noget særligt ved den opstartende dialog, som stadig gør indtryk på dig i dag?
Det var nok WOUDs ambition for deres kollektion, der gjorde det største indtryk på mig, da relationen først tog form. Nemlig deres vision om at favne så bred en palet af egne produkter. Både dengang og nu ser jeg visionen om en bred produktportefølje som en strategi, der kan danne grundlag for en stærk og helstøbt brandidentitet. Det kræver til gengæld en klar og knivskarp æstetisk ledelse.
Hvordan har samarbejdet med WOUD udviklet sig over tid, og hvordan oplever du det i dag?
I dag oplever jeg samarbejdet som både meget åbent og tillidsfuldt. Gennem årene har vores samarbejde formet sig til mere end at skabe produkter sammen. Udover at udvikle vores fælles sortiment bruger vi også hinanden til at sparre om andre projekter og visioner, hvilket selvsagt kræver, at vi stoler på hinanden. Det er en kreativ udveksling, som giver samarbejdet en ekstra tyngde.
Hvad betyder mest for dig i et godt samarbejde mellem designer og brand?
For mig er det fysiske møde mellem mennesker altafgørende for et kreativt samarbejde. Det er de små, umiddelbare reaktioner, når en idé præsenteres - når en skitse bliver lagt på bordet - der giver brændstof til udvikling. Det er den spontane dialog og den dynamiske proces, når der sparres på et nyt koncept, der driver mig og processen fremad.
Designprocessen
Når man ser på Philips arbejde gennem årene, står det klart, at hans designs har en særlig evne til at bevare deres relevans og tilstedeværelse over tid. For ham begynder godt design altid med idéens styrke.
Man kan godt tillade sig at sige, at dine designs har bevist sig at være tidløse. Hvad er det, efter din mening, der får et objekt til at bevare sin betydning og relevans gennem årene?
Den konceptuelle styrke bag et produkt er det vigtigste for mig ved tidløst design. Det kan både være en funktionel idé, en formmæssig kvalitet eller en narrativ tanke. Det vigtigste er, at der er noget tydeligt at bygge på. Hvis det konceptuelle fundament er klart og solidt, kan designet stå selv og få et liv, der rækker ud over øjeblikket.
Hvordan starter dine designprojekter typisk?
Mine nye designprojekter starter altid som håndskitser i mine sorte skitsebøger. Skitser, der afsøger en idé eller et koncept. Her forsøger jeg at skære alt overflødigt væk, minimere og tydeliggøre idéen, så den fremstår så enkelt og præcist som muligt. Efterhånden som idéen tager form, bliver stregerne mere bevidste.
Kan du fortælle om processen bag nogle af dine designs for WOUD?
Illusion-bøjlen opstod faktisk som løsningen på et konkret problem. Jeg arbejdede på et eksperimenterende garderobeskab i filt til Snedkernes Efterårsudstilling i 2014, hvor der ikke helt var plads til en standardbøjle på tværs. Her opstod den både funktionelle og grafiske idé om at vinkle bøjlen og gøre vinklen til et tydeligt, visuelt element i hele designet.
Stone-lampen opstod i et kreativt forløb, hvor jeg arbejdede med former inspireret af at stable sten oven på hinanden. Det er muligvis en af de mest urmenneskelige udtryksformer, som stadig drager os ude i naturen. Jeg minimerede udtrykket til to stablede former, som samtidig refererer til silhuetten af en klassisk glødetrådspære.
Hvad håber du, at folk oplever, når de bruger dine designs?
Med Illusion håber jeg, at folk får en lille ‘aha’-oplevelse, når de ser bøjlen svinge ind i sin vinkel på bøjlestangen og opdager, hvordan denne bevægelse hænger sammen med det grafiske illusionsgreb i formen.
Ved Stone er det måske at opleve den ro, som jeg selv synes, at sammensætningen af de to former giver. En ro, som refererer til det ur-udtryk, som stenstabling udgør. Jeg håber, at den følelse også kan mærkes i hverdagen.

Refleksion
Refleksion skaber et øjeblik til at træde et skridt tilbage og betragte helheden. At se på tiden, der er gået, på udviklingen, der har fundet sted, og på de idéer, der peger fremad. Her deler Philip sine tanker om fortid, nutid og det, der endnu er i bevægelse.

Hvad betyder det for dig, at dine designs stadig er en del af WOUDs kollektion i dag?
Jeg er stolt over, at mine designs stadig er en del af kollektionen her, 10 år senere. Det er en bekræftelse på, at idéen og udtrykket stadig taler til folk, selv efter så mange år.
Hvilke temaer optager dig i dit arbejde lige nu?
Jeg eksperimenterer en del med større, akustisk dæmpende objekter i rummet. Emner, der enten lyser eller måske bare afskærmer områder. Jeg oplever selv et stort behov for at skabe ro omkring mig, hvilket nok er det, der afspejler sig i disse kreationer. Mange af emnerne er desuden produceret af recirkulerede materialer, samtidig med at de er designet, så de let kan recirkuleres igen.
Når du tænker på fremtiden, hvilke nye retninger eller idéer drømmer du om at udforske i dit arbejde?
I en stadig mere digital verden er jeg meget glad for, at jeg arbejder med at designe fysiske objekter. Noget man kan røre ved og samles omkring. Jeg vil gerne udforske, hvordan design kan bidrage til at bevare, og måske endda øge, fokus på vores fælles fysiske tilstedeværelse og skabe øjeblikke, hvor folk mødes i det fysiske rum fremfor bag skærme.
