Gå til indhold

Kurv

Din kurv er tom

En designdialog med 201 Design Studio

Mød de to designere bag 201 Design Studio, og læs mere om hvordan designs som Around og Nova opstår. I en samtale, taler vi om, hvordan det er at samarbejde som en duo, at udvikle idéer sammen og skabe tidløse designs til hverdagen.

Samarbejdet

Mere end ti års samarbejde har formet måden, 201 Design Studio udvikler idéer på. De fortæller om, hvordan forskellige perspektiver, åben dialog og et stærkt samarbejde præger deres arbejde.

I har samarbejdet i mere end et årti. Hvad kan stadig overraske jer ved jeres samarbejde?
Ja, vi har kendt hinanden i rigtig mange år efterhånden. Gennem hele den tid har vi været nysgerrige på at lære nyt og udforske forskellige tilgange til design. Den konstante søgen efter nye perspektiver betyder, at vi hele tiden forandrer og udvikler os, og nogle gange bliver vi selv helt overraskede over, hvor processen fører os hen.

Når vi udvikler vores projekter sammen, finder vi stor glæde i de uventede idéer og løsninger, den anden part kommer med. Men mest af alt bliver vi overraskede over, hvor meget vi nyder hinandens selskab, og hvor stor en begejstring vi fortsat har for at arbejde sammen.

Hvordan påvirker det jeres idéer, at I arbejder som duo?
Det spændende ved at være to er, at vi ikke altid ser det samme. Den ene kan komme med et perspektiv, der får en idé til at tage en helt ny retning eller opdage en løsning, som den anden ikke havde set. Det er ofte uventede inputs, der udvikler idéer og gør dem stærkere.

Hvilken rolle spiller jeres samarbejdspartner i udviklingen af den endelige løsning?
Samarbejdspartneren er en vigtig del af processen. Det endelige design skal ikke kun afspejle vores idéer, men også give mening for den virksomhed, vi arbejder sammen med. Derfor tager vi både deres værdier, muligheder og ambitioner med i processen, når vi finder frem til den endelige løsning.

Er I altid enige, når en ny idé opstår?
Nej, ikke altid. En idé skal kunne stå på egne ben, og vi skal kunne argumentere for, hvorfor vi tror på den. Derfor udfordrer vi også hinandens tanker og forsøger at se dem fra forskellige vinkler. Nogle gange holder den oprindelige idé, andre gange udvikler den sig til noget helt andet.

For os kræver et godt samarbejde åbenhed og respekt for hinandens perspektiver. Det handler ikke nødvendigvis om at være enige fra starten, men om at finde frem til den løsning, vi begge tror på.

Hvad bringer I hver især ind i samarbejdet?
Vi har mange af de samme faglige kompetencer, men ser ikke nødvendigvis tingene på samme måde. Vores forskellige perspektiver og måder at arbejde på betyder, at vi kan nå frem til forskellige løsninger på den samme opgave. Det ser vi som en stor styrke.

Efter mange år sammen er vi også blevet gode til at fordele opgaverne mellem os og tilpasse vores roller alt efter, hvad det enkelte projekt kræver.

Studiet

Udformningen af nye designs kan være en længere proces. Her giver 201 Design Studio et indblik i deres arbejdsprocesser.

Hvordan opstår jeres idéer typisk? Er det gennem funktion, materialer eller måske små observationer fra hverdagen?
Inspirationen kan komme mange steder fra. Det kan være en funktion, et materiale, ny teknologi eller måden, vi bruger og interagerer med et produkt på. Uanset hvor idéen opstår, ønsker vi at skabe funktionelle produkter med omtanke for materialer og et udtryk, der ikke er styret af kortvarige trends.

Er der en del af designprocessen, I holder særligt meget af?
Vi holder af hele processen, men den første fase er nok den mest spændende. Der er noget særligt ved at udforske en helt ny idé og alle de muligheder, der følger med, når man endnu ikke ved, hvor processen ender.

Når det er sagt, bidrager hver del af processen med noget forskelligt til det endelige design. Fra de første idéer til arbejdet med detaljer og den endelige form er der hele tiden noget nyt at udforske, og det er netop dét, vi holder af ved at udvikle nye produkter.

Hvordan ser en god dag i studiet ud for jer?
For os er alle dage i studiet gode dage, fordi vi virkelig holder af det, vi laver. Vi sætter især pris på de dage, hvor vi kan fordybe os i vores projekter uden for mange afbrydelser, gerne med musik og en god kop kaffe, og se, hvordan de forskellige løsninger langsomt falder på plads.

Tanker bag deres designs

Bag hvert design ligger en proces fyldt med idéer, inspiration og nye opdagelser. 201 Design Studio fortæller om de tanker og erfaringer, der er med til at forme deres designs.

Hvad håber I, at man lægger mærke til, når man lever med et af jeres designs?
Det afhænger meget af det enkelte produkt. Ved de mere dekorative designs håber vi, at former, proportioner, materialer og teksturer bliver bemærket og værdsat. Når funktion og komfort er i centrum, handler det i højere grad om, at produktet føles naturligt og behageligt at bruge. Fælles for dem alle er ønsket om at skabe produkter, som man har lyst til at beholde i mange år.

Har I arbejdet på et projekt, der lærte jer noget uventet?
Vi lærer noget af hvert eneste projekt, fordi processen altid udvikler sig undervejs. Særligt arbejdet med prototyper og det tætte samarbejde med håndværkere og andre fagfolk kan føre til nye opdagelser og perspektiver, som vi tager med os videre.

Hvad har inspireret jer på det seneste?
Vi finder inspiration mange forskellige steder. Det kan være i kunst, arkitektur og film, men også i måden mennesker bruger produkter og bevæger sig i deres omgivelser på. Ofte er det også helt almindelige detaljer, former og strukturer fra hverdagen, der fanger vores opmærksomhed.

Et nyligt eksempel er en bunke bøger med en interessant form, som satte gang i idéen til et nyt projekt. Det viser meget godt, hvordan noget helt hverdagsagtigt kan få os til at se et objekt på en ny måde.

Er der et projekt, en udstilling eller et sted, der har gjort særligt indtryk på jer for nylig?
Bucharest Design Festival gjorde et stort indtryk på os. Festivalen samler blandt andet produktdesign, arkitektur, interiør, grafisk design og kunst og giver os mulighed for at møde andre designere og kreative.

I år besøgte vi udstillingerne sammen med vores studerende fra The National University of Arts i Bukarest. Det gav anledning til mange gode samtaler og gjorde oplevelsen endnu mere interessant.

Fremtiden

At arbejde med flere projekter på én gang, finde inspiration i nye steder og mennesker og bruge kreativiteten på udfordringer, der rækker ud over produktdesign, er med til at holde Roels nysgerrighed i live.

Er der noget, I er særligt nysgerrige på at udforske i jeres arbejde lige nu?
Vi er hele tiden nysgerrige på nye måder at arbejde med design, materialer og produktion på. Lige nu udforsker vi flere forskellige retninger, blandt andet nye produkttyper, interaktion og hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i udviklingen af bedre og mere meningsfulde produkter.

Efter mere end ti års samarbejde, hvad driver lysten til at vende tilbage til studiet?
Der er rigtig mange ting. Først og fremmest elsker vi det, vi laver, og det giver os stadig stor glæde hver eneste dag. Nye projekter, samarbejder og de mennesker, vi møder gennem vores arbejde, bliver også ved med at inspirere os. Dertil driver vores nysgerrighed os fortsat, og muligheden for at skabe noget nyt er stadig en stor del af det, der får os til at glæde os til at komme tilbage til studiet.